De 4 % af heden er oven i købet overdrevsarealer. Overdrev er populært sagt de lidt bedre jordes heder. På heden gror der lyng, men lyngen er på overdrev afløst af hel masse forskellige græsser og urter, der som lyngen kan trives på magre arealer, der ikke er blevet gødet.


Hede og overdrev har begge en meget høj naturværdi. Her i Viborg Kommune er hede og overdrev topscorere med en naturværdi på hele 81 point ud af 100. Set med naturkapitaløjne kan man altså ærgrer sig over, at vi i sin tid fik opdyrket al den værdifulde hede. Sket er sket, og nu kan vi så overveje, om noget af det tabte med fordel kan vindes ind igen.


Da der er tale om magre jorde, er den dyrkningsmæssige værdi tilsvarende lille. Produktionstabet ved at forsøge at genetablere disse naturtyper er altså begrænset. Til gengæld er det også ganske vanskeligt. Mange års dyrkning har ændret næringsforholdene i jorden, og den næring skal først fjernes, før der igen begynder at vokse lyng og andre af de planter, der ikke tåler for meget gødning. De magre sandjorde holder til gengæld heller ikke ret godt på næringsstofferne, så helt umuligt at genetablere hede og overdrev er det ikke.

Enhver haveejer kan begynde i det små med at lade være med at gødske sin plæne og samtidig fjerne det græs, man slår af. På den måde vil man over en årrække opleve at den kedelige grønne plæne udvikler sig til en flot blomstereng!
Det samme kan man gøre med besværlige landbrugsarealer på magre skråninger - skrænter ned til vores mange ådale for eksempel. Lader man dem ligge ugødsket og slået eller afgræsset, får man smukt blomstrende fristeder for både insekter og de fugle med mere, der lever af den slags.


Naturstyrelsens udmeldinger om at staten ikke længere skal drive landbrug, vil her i kommunen åbne muligheder for at markerne omkring Hald kan udvikle sig til overdrev med meget stor naturværdi. Markjord, der ændres til overdrev eller hede får en otte gange så stor naturværdi! En mark der tilplantes med skov øger kun naturværdien med 5 - 6 gange, hvilket da heller ikke er så ringe.

Hede og overdrev har som udgangspunkt meget høje naturværdier, men det bliver de ikke ved med, hvis vi ikke passer på dem. Tidligere fik disse naturarealer via regnvandet så store gødningsmængder, at det mange steder var ved at ødelægge deres oprindelige høje værdi som hjemsted for særligt plante og dyreliv. Det er heldigvis i nogen grad blevet stoppet med filtre, katalysatorer, restriktioner på håndtering af gylle med mere. Der er stadig et for stort udslip til naturen fra stalde og lignende - udslip, som man teknisk kunne opfange, hvis der var lovkrav om det, men det er der desværre ikke!


Viborg Kommune har mulighed for at hindre etablering og udvidelse af husdyrbrug tæt på særligt følsomme naturområder som hede og overdrev. DN kan kun anbefale, at kommunen altid sætter naturværdien over produktionsværdien i sådanne tilfælde!


Danmark er grundlæggende et skovland, så hvis heder og overdrev ikke slås, græsses eller afbrændes med passende mellemrum, springer de i skov. Skov er godt, men hede og overdrev er bedre, så vi skal passe godt på denne værdifulde naturtype. 
Heder og overdrev i Viborg Kommune er blandt andet Kongenshus Hede, Stanghede, Borup Hede og Ø Bakker, men også en lang række små værdifulde arealer midt imellem. Selv meget små heder og overdrev betyder meget for biodiversiteten, især hvis der er nok af dem. Plantefrø og insekter flyver ikke altid så langt, så skal de spredes mellem levestederne er det vigtigt at der ikke er så langt mellem dem.